Skolens kunsttradition
I 1998 indførte Ferslev Skole den tradition, at 5. klasserne hvert år skulle arbejde med et dansk/billedkunstprojekt. Ønsket var, at eleverne skulle opleve processen fra ide til færdigt kunstværk og have muligheden for at fordybe sig i processen gennem en hel uge gerne sammen med en kunstner.
Hvert år har der været tilknyttet en etableret kunstner til projektet, og vi har modtaget støtte fra BMMK – børns møde med kunsten - en kunstnerordning for skoler og institutioner i Nordjylland. Vi har blandt andet arbejdet sammen med: keramikerne Gregory Miller og Janne Hieck, billedkunstner Nils Sloth, pilefletter Birgit Østergaard-Jensen, billedkunstnerne Irene og Per Frøsig, billedkunstner Kirsten Fristrup, billedhugger Lars Pedersen og glaskunstner Britta Madsen.
Skolen er både indendørs og udendørs udsmykket med resultater af disse kunstprojekter, som alle er af høj kvalitet. Værkerne er mangeartede og omfatter bl.a. keramisk vægudsmykning, glaskunst, keramiske søjler ved skolens hovedindgang, akrylmalerier, mosaikudsmykninger, pileflet og temakasser med keramik og spejle.
Gå en tur rundt på skolen og se de flotte kunstværker.